Ikke fordi der er sket det store.
Vi har stort set alle papirer klar, men venter jo stadig på at komme til lægen på torsdag. Vi har fået den ene anbefaling fra min mor og senere idag kommer Emilie og Daniel med deres - glæder mig til at læse hvad de har skrevet :o)
Etiopien-listen blev opdateret i går, desværre ikke fordi der var barn i forslag til nogen, men fordi et nyt par kom til. Så nu står vi da ikke nederst mere. Jeg glæder mig til vi får lov at opleve et hop på listen.
Meldte mig ind på Adoptionsverden i går - et online fællesskab for adoptanter og adopterede. Og sikken guldgrube af viden og meningsudvekslinger jeg lige fandt der. Vigtigst af alt dog nok muligheden for at "snakke" med en masse mennesker som er og har været i samme situation. Som forstår nøjagtig hvad man mener og som går alle de samme ting og følelser igennem.
Det bliver spændende at lære dem alle at kende, især nogle af dem fra vores egen liste.
Måske kommer man til at følges med nogle af dem når den tid kommer at vi skal et smut til Afrika...
Tænker meget på vores kommende barn i øjeblikket - måske ikke så sært i betragtning af at vi samler papirer og det dermed fylder noget rent praktisk. Da vi havde printet billeder af os selv og huset og haven, kom vi til at snakke om at disse billeder af os bliver det første glimt vores barn får af sine forældre. En mærkelig og forunderlig tanke - som så meget andet i denne forunderlige "graviditet" :o) På den anden side vil vores første glimt jo også være i form af billeder af guldklumpen...
I det hele taget snakker vi en del om det i øjeblikket - havde slet ikke troet at man ville føle en sådan glæde og opløftethed ved bare at komme på en liste, men det gør vi altså. Vi har talt om mange praktiske ting men også om de ting vi glæder os til og hvor mærkeligt det bliver den dag man låser hoveddøren for at tage i lufthavnen og ved at når man åbner den næste gang er man forældre.
Det hele begynder at føles lidt mere virkeligt og tæt på nu - som om mit barn for alvor har taget plads i mit hjerte, på trods af at det formentlig ikke er født, eller tænkt på endnu. For første gang TROR jeg rent faktisk på at vi bliver en familie, om end vores vej er lang endnu. Men jeg ved jo at når vi først står der i Addis Abeba med vores søn eller datter betyder de mange lange år ikke spor, tværtimod var de det vi var nødt til at gå igennem for at få lige netop vores barn.
Lige en lille tanke her til sidst:
Når man sidder og læser andres beretninger og deraf følgende frustrationer kan man ikke andet end blive glad for alle jer, som er der for os. Selvfølgelig er vi da ind imellem også udsat for de sædvanlige taktløse bemærkninger som: "Når I så har adopteret bliver i garanteret gravide. Så får I jo også jeres EGET barn", som om vores adoption var en avanceret form for fertilitetsbehandling og et adoptivbarn ikke er lige så meget værd som et biobarn!
Men heldigvis har vi alle jer som støtter os, lytter, er interesserede og engagerede og følger med i vores forløb.
Det er vi jer dybt taknemmelige for <3
TAK
I er i øvrigt mere end velkomne til at skrive en kommentar til indlæggene - det vil vi sætte stor pris på.
Knus fra Jane